Debatindlæg i Altinget
Oprindelig titel: Matematikundervisningens krise er dyb – og den er ikke ny
Det er en fornøjelse at læse Stefan Hermanns kommentar her i Altinget den 3. marts, hvor han revser de politiske partier for, at deres store og små skolepolitiske armbevægelser ikke drejer sig om det, undervisningens krise reelt handler om, nemlig at ”de faglige resultater i skolen lader mere og mere tilbage at ønske”.
I indlægget peges på ”skærme og sociale medier”, som delvis årsagsforklaring på en ”decideret fordybelseskrise”. Der næppe er tvivl om, at sådanne faktorer har betydning, men de er ikke den egentlige grund til krisen.
For krisen er ikke ny. Der var dårlige resultater i matematik længe før skærmenes indtog i både dagligdag og skole.
I Stefan Hermanns indlæg henvises til det rystende resultat, at over halvdelen af eleverne til afgangsprøven i 2024 ikke kunne svare rigtigt på opgaven 1/2 + 3/4. Mere præcist svarede 56 % af de ca. 65.000 elever, som har gennemgået ni års matematikundervisning, ikke rigtigt på dette relativt simple spørgsmål.
Men de rystende resultater er ikke nye.
I 2007 svarede 58 % af eleverne ikke rigtigt på opgaven 1/3 + 3/4 og 54 % svarede ikke rigtigt på så let en opgave som 1/3 + 9. Vi ser lignende resultater for alle årene i alle fagets emner.
Krisen er ikke ny. Men den er dyb. Og dens rod ligger ikke uden for det undervisningsfaglige: Resultatet af undervisningen skyldes primært – og ikke overraskende – mekanismer i undervisningen.
I 2024 svarede 25 %, at 1/2 + 3/4 = 4/6. Det er forkert, men det giver god mening, hvis man læser brøkerne, som eleverne introduceres til dem: ’1 ud af 2’ blomster er røde og ’3 ud af 4’ blomster er røde. Tilsammen er ’4 ud af 6’ blomster røde, dvs. 4/6.
Lærebøgerne leder konsekvent lærerne til at blande fagligt stof sammen, som de så beder eleverne forholde sig til, når de skal ’lære noget’. Fx introduceres de to helt forskellige måder at forstå brøker på samtidigt; at 3/4 både kan læses som ’3 fjerdedele’ og ’3 ud af 4’. Og lærerne får ingen konkrete anvisninger til, hvordan man kan gøre eleverne fortrolige med de to vidt forskellige måder at forstå brøker på (og der er flere).
Vi har generelt ikke et klart fokus på én bestemt ting, der lige nu er det, der skal læres. Ydermere har vi ingen klar systematik ift., hvordan viden om et begreb kan læres gennem en række lektioner, der starter med noget elementært og trinvist bygger op til den endelige læring (faktisk gør vi det som regel omvendt: Vi begynder med ’den endelige læring’ og lader eleverne træne at huske og bruge den).
Matematikundervisningen skaber på den måde selv de væsentligste forhindringer for, at eleverne – især dem uden kompensatorisk støtte – kan lære fagets viden.
Hvis man læser dette som en kritik af lærerne og andre praktikere i vores profession, har man misforstået pointen: Alle gør på daglig basis deres bedste, men vi har gennem årene fået drejet vores undervisningssystem og dets praktiske virke ned ad en vej, hvor den specifikke viden, der skal læres, ikke har en fremtrædende plads.
Et af de bærende elementer i skolesystemer, hvor elever generelt får et højt udbytte af undervisningen, er et tydeligt fokus på det, der skal læres – fagets ’videnskomponenter’ og deres indbyrdes afhængigheder – og systematisk akkumuleret viden om, hvordan hver af disse kan læres.
Vi har længe haft fokus på fx fællesskab, engagement og ejerskab, og ingen kan være uenige i vigtigheden af disse. Men vi har glemt at nærstudere, hvordan disse kan bidrage til elevernes læring af fagets specifikke viden, og hvordan læring af specifik viden kan bidrage til disse.
Det er det, krisen består i.
Og indtil vi i den danske grundskole får etableret et tilsvarende bærende element, er det utænkeligt, at vi vil lykkes med at forbedre elevernes udbytte af undervisningen mærkbart og varigt. Hvad også årtiers smerteligt frugtesløse udviklingsindsatser i alle former og størrelser viser.
Det er brug for et regulært paradigmeskifte.
Heldigvis findes der internationalt masser af solid og brugbar viden, der kan hjælpe os med det. Det vil tage tid, men det vil være ufatteligt meget billigere og have langt større effekt end både hidtidige og aktuelle skolepolitiske armbevægelser.