(Med det in mente er det ret vildt, at de ikke lærer mere gennem ni års skolegang!).
Mennesket har en helt ufattelig evne til at lære, og det gælder ikke mindst børn. Som vi kan se lige foran os hver eneste dag, tilegner børn sig enorme mængder af ny viden og nye færdigheder med ufattelig hastighed. Evnen falder tilsyneladende med alderen, så det er et godt spørgsmål, hvor den idé, at vi voksne skal lære børn at lære, kommer fra. Ja, ok, vi ved det jo nok godt: Mon ikke ideen kommer af vores gode intentioner om at hjælpe børnene til at lære og ikke mindst lære mere? Jeg ved ikke, hvornår og hvorfra ideen om, at “børn skal lære at lære” oprindeligt kommer, men det virker ret åbenlyst, at grunden til, at den fandt vej til og vandt indpas i skoleverden, er, at vi simpelthen lykkedes for lidt. I erkendelsen af, at eleverne ikke lærte nok, ville vi prøve at booste deres evne til at lære. Så kan de lære det!
Eller mere præcist: Fordi, vi simpelthen ikke kunne finde ud af, hvordan vi skulle lære børnene mere, fandt en eller anden på, at det ikke drejede sig om vores undervisning, men om elevernes evne til at lære. Det var ganske enkelt eleverne, den var gal med, og nu skulle de altså lærere at lære, så de kunne finde ud af at lære noget af vores undervisning.
Men det virkede selvfølgelig ikke. Vi kan ikke lære børn at lære, af den simple grund, at evnen til at lære er styret af biologiske mekanismer og betingelser, som vi ikke har nogen som helt kontrol over. Vi kan selvfølgelig ændre på omkringliggende faktorer, der kan have indflydelse på, i hvor høj grad børnene kan udnytte deres evne til at lære, men det er noget helt andet. Vi kan ikke lære børn at lære.
Men vi kan lære dem at studere, dvs. udvikle teknikker til bevidst og målrettet at sætte sig for at udnytte sin evne til at lære noget til at lære noget bestemt.
Børn skal lære at studere - og det er os, der skal lære dem det
Kunsten at studere er ikke let at lære. Og vi har ikke tradition for at se på det i børnehøjde, selv om masser af børn faktisk bliver dygtige til at studere. Enten fordi, de lærer sig selv det, eller fordi en forælder, en træner e.l. hjælper dem til at lære det.
Det kan virke banalt, men lad os lige afklare, hvad det vil sige at studere (og dermed, hvordan det adskiller sig fra at lære). Når man studerer, studerer man noget (ligesom man altid lærer noget). Når man studerer, starter man med at bestemme, hvad man vil studere, dvs. hvad man gerne vil lære (noget om). I virkeligheden er der et trin, der ligger forud for dette, for ønsket om at studere noget tager afsæt i en manglende viden, et hvorfor man gerne vil studere. Så lægger men en plan for, hvordan man vil studere. Planen indeholder et ‘pensum’', fx. nogle bøger, forlæsninger, øvelser osv. På et studie er dette ofte udvalgt af andre - især i starten. Uden for etablerede studier er det den studerende selv, der foretager disse valg, ofte på baggrund af en indledende research af, hvad der er væsenligt, en mulig progression osv.
Der skal dog mere til, før vi kan kalde det ‘at studere’. Fx er det jo ikke at studere, bare at sige, “jeg kunne tænke mig at lære noget om blomster” og så læse den første den bedste bog om blomster, man falder over. Selv hvis man er lidt mere omhyggeligt, fx præciserer, hvad man gerne vil lære om blomster og hvilken bog, der er ‘bedst’, er der et stykke vej til at vi kan kalde det et egentlig studie. Når man studerer skal man forholde sig bevidst og systematisk til det, man læser eller undersøger, og man skal sætte informationer i system, så man fx kan opdage modstridende eller understøttende forhold, og spotte ‘huller’ i ens viden, som skal udfyldes ved ydelrigere studier for at gøre ens opfattelse og viden konsistent og brugbar.
Selv om nogle mere eller mindre naturligt bliver dygtige til st studere, er det langt fra alle, der bliver dygtige. Det gælder bestemt også på universiteterne. Vi bruge ri vores uddannelsessystem desværre alt for lidt krudt på at lære de studerende at studere. Der findes godt nok kurser i studieteknik, men det er som så meget andet afkoblet kursusvirksomhed afkoblet fra det faktiske studie - af det noget, man studerer. Sådanne kurser er afte teoretiske og bruger eksempler fra noget andet end ens eget studie.
Pointen er, at det ‘at studere’ kræver en lang række viden og færdigheder, der ikke læres bare ved ‘at gøre’ (*), men som også skal studeres. Man kan lære det selv, men i skolesammenhæng skal studiet af det, “at studere” læres med hjælp … fra en lærer.
Når man lærer at studerer, skal man tilegne sig viden og færdigheder til at kunne disse ting.
Det tager lang tid at lære at studere. Der er mange elementer i det, mange forskellige slags viden, mange færdigheder og særlige tankegange, der skal læres. Og så skal man også blive rutineret i det. Indtil man er rutineret, er det langsommeligt og besværligt, og i starten er udbyttet ikke højt.
Men det at kunne studere er en grundlæggende forudsætning for at kunne lære autonomt.
I skolen burde vi på tage os den opgave, at lære eleverne at studere. Vi burde lære dem disse teknikker stille og roligt, så de over årene langsomt men sikkert gør eleverne fortrolige med at studere. Det er kompetencer, man kan bruge i alle aspekter af livet.
Konkret kunne vi starte med at lære eleverne at bruge noter (det er vi bestemt ikke dygtige til som lærere), og vi burde vænne os til at give børnene enkle opgaver, som de kan forholde sig undersøgende til: Hvad er problemet? Hvad kan vi sige om opgaven? Hvorfor kan vi ikke løse den? Hvilken viden har vi, der måske kan hjælpe os med at finde en løsning til opgaven? Hvordan kan vi bruge den viden? Og hvis man kommer frem til en løsning, hvad har vi lært i dag, der gør, at vi ville kunne løse en tilsvarende opgave i morgen? Gælder det, vi har fundet ud af, generelt, eller kun i den specifikke situation? Hvilke ræsonnementer kan hjælpe os? Og så få noteret de væsentligste observationer og løsninger (også de forkerte), samt den nye læring, så man kan trække den frem igen senere - også efter et stykke tid. Eleverne skal have udviklet og lære at anvende et kritisk blik på det, de møder og selv er med til at frembringe. Der er så meget at lære, for at lære at studere.
Meget undervisningen på mange studier består primært dog i, at en underviser fortæller og forklarer. Dette er desværre også almindeligt i grundskolen, selv om lærere prøver at krydre det med autentiske, virkelighedsnære og engagerende aktiviteter.
Desværre lærer vi heller ikke rigtig på læreruddannelsen at studere.
(*) Doing $\neq$ learning: Der er ingen tvivl om, at det at gøre noget (praksis) kan være en stærk støtte til det at vide noget (teori), men det at gøre noget, leder ikke i sig selv til ny viden. Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde et sted, hvor Dewey for citeret for faktisk at have sagt “learning by doing”. Det er en omskrivning, der er let at forstå, let at huske og helt forkert.